… stoevet, kaos, larm, grin, kilde – kilde (to af de mindre ord, som kun siger det danske ord for kilde), saebebobler, farveblyanter, one – two – seven, fest, tis, babyer, slaaskamp, laerer med pinde, boern med pinde, laerer som sover i plastik stolene, sivmaatter, akka (soester), uttah (spise), snot, skrald, slikpapir, interesse, oplevelser, sjov og ballade.
Indien er alt det, som der er blevet fortalt – men ogsaa alt det, som ikke kan fortaelles eller beskrives.
Nu har vi efterhaanden vaeret i Indien i lidt halvanden uge. En halvanden uge, som har vaeret saa turbulente og overvaelende, at den baaede har budt paa taarer, grin og frustration. Vi er nu flyttet ind paa vores lille vaerelse paa et pige hostel i udkanten af Bangalore og det vaerste mug er forsoegt fjernet, gulvet vasket og edderkopper og andre udyr (bedbugs,fluer og nogle andre udeffinerbare dyr) er blevet henrettet. Vaerelset er med andre ord blevet til vores lille fri sted – hvor vi kan goere danske ting, som at bruge en gaffel til at spise med og bruge toiletpapir.
Skolen vi arbejder paa er ogsaa lige saa stille ved at blive til et projekt, som det er muligt at forholde sig til. Skolen er som tidligere naevnt en skole for gadeboern. Boernene bor i smaa blikhuse bagved skolen og kommer og gaar lidt, som det passer dem. Saa man ved aldrig om de er 10 eller 30 – eller om gennemsnits alderen er 2 eller 7. Der er konstant en baby, som graeder eller tisser paa gulvet eller, som det skete i dag, paa mig (nej, de bruger ikke ble), boern som slaas, laerer som raaber eller sidder og smalltalker og nogle boern som forlaengst er gaaet, fordi de ikke lige gad at vaere i skole mere. Saa det er lidt overvaeldende.
Men naar omgivelserne er praeget af saa meget turbulens og haabloeshed, er det bare endnu mere fantastisk, naar man kan faa 6 boern til at loebe grinende rundt efter nogle saebebobler.
Nu er vores ophold her paa platformen saa smaat ved at vaere overstaaet. De sidste dage staar paa afslapning og hygge – og de knap saa festlige aktiviteter, som regoering og aktiviteten “se om du kan faa alt ting til at vaere i en rygsaek, som pludselig er alt for lille”.
Opholdet paa platformen har vaeret helt fantastisk – en god bloed start inden man kommer ud i den rigtig verden. Her har vi faaet muligheden for at vaere turister samtidig med; at vi lige saa stille er blevet kastet ud i forskellige udfordringer.
Den sidste maaned paa platformen har budt paa besoeg paa to vidt forskellige skoler – en international skole for de velhavende, men ogsaa et besoeg paa en skole i et slumkvarter, hvor engelsk laeren havde svaert ved at forstaa, hvad man sagde og hvor en af pigerne, havde sin baby lillebror med i skole. En skole, som nok paa mange omraader kommer til at minde om det skole, Mie og jeg skal arbejde paa i Indien. Saa det bliver en udfordring af den helt store slags.
Her er en raekke billeder, fra opholdet i Nepal.
Vi skrives i Indien.
De sidste par dage har jeg tilbragt i en anden klasse paa en af de internationale skoler i Kathmandu. I gaar gik dagen med at foelge en ganske almindelig skole time. Da vi endelig havde faaet bakset os ned, paa nogle af de smaa blaa banke, som boernene sad paa, gik undervisningen i gang. Undervisningen bestod primaert af gentagelser, flere gentagelser, diktat og laerens smaa daske i boernenes baghoveder, faar at faa dem til at vaere stille (og ikke mindst sidde stille). Og levede derfor op til alle vores fordomme om det nepalesiske skolesystem. Det skal dog ogsaa lige siges, at de havde gang i alt muligt andet. Nogle havde lavet et spil, som de sad og spillede mens andre bare sad og skaevede bagud til os.
Dagen efter blev det saa vores tur til at proeve at undervise klassen. Vi havde planlagt en masse og med sommerfugle i maven og laerer hatten paa gik vi ind i klassen. Her moedte vi vores foerste udfordring. Alle boernene rejste sig og sang en velkomst sang og vi anede simpelthen ikke, hvordan vi skulle faa dem til at stoppe og ikke mindst sidde ned igen – men det lykkes med lidt fagter og et noget forlegent “Thanks”. Vi synes selv, at vi havde lavet en hammer god plan, men det viste sig, at efter 10 min i klassen, havde boernene allerede gennemgaaet det, vi troede ville tage omkring 30 min, hvilket lidt var et problem. De var simpelthen saa ivrige og hammer dygtige til engelsk (I nogle af de andre klasser blev de andre volontoere rettet paa af 11 aarige – det slap vi heldigvis for).
Efter en del improvisering og ca. 10 gentagelser af den samme leg, var timen vel overstaaet. Derefter stod den paa fotografering og autografskrivning. Saa er det svaert at foele sig som andet end en superstjerne.
8 ting, jeg har undret mig over siden vi kom til Nepal.
1. At vi paanuvaerende tidspunkt ikke er blevet koert ned, koert galt i en taxa eller tippet ud over en bergskraaning i en bus.
2. Hvilken side bilerne egentlig koerer i.
3. At man i Nepal tror saa meget paa reinkarnation, at man nogle steder paa landet braender konen, sammen med hendes mand, naar han doer.
4. Hvorfor man ser politi med rifler og skjold over alt.
5. Hvornaar man mon kan faa et varmt bad igen – det er ikke sket endnu.
6. Hvorfor skrald skal smides i floden eller braendes?
7. Hvor hurtigt man vender sig til tanken om, at en glad karkelak kan laegge paa lur bagved toilettet.
8. At man som nummer anden ting i en hoeflig samtale med en nepaleser, spoerg om han har faet mad i dag.
Nu har vi efterhaanden vaeret i Nepal i to uger og tiden flyver bare afsted.
Vi oplever saa meget og naesten hver dag er et eventyr.
Her i weekenden har vi vaeret paa en lille vandretur rundt i bakkerne omkring Kathmandu. Nepaleserne griner af os, naar vi fortaeller om vores lille tur og ikke mindst af vores oemme ben, da de tager samme tur som vi har vandret i skole uniform og med tandboersten i munden, hvis de ikke baere 20 kilo siv paa ryggen.
Men vores vandretur statede i Kathmandu, hvor vi tog turen til Chisopani, en lille charmerende landsby og dagen efter gik vi mod Nagakot. Turen var lige omkring 50 km og bakken, vi besteg, var omkring 2200 meter oppe. Turen boed paa udsigt til himalaya bjergene, synet af en ged, som blev slagtet og en ret skuffende solopgang. Vi var ellers staaet op klokken 5.45 for at se en eftersigende ret smuk solopgang, men da vi stod op kunne vi knapt nok se 5 meter frem, saa det var lidt antiklimaks. Vi valgte ogsaa at tage hjem loerdag lugtende og fugtige af at have gaaet i 7 timer i en sky.
De seneste dage har budt paa et hav af oplysninger, da i det tidligere indlaeg blev snydt for billeder, faar i en ordentlig omgang nu…. Hvis jeg kan finde ud af det..
Billedteksten + ekstra billeder kommer i morgen, det her internet er simpelthen for langsomt.
